full news temp
Faaborg OK Eliteteam – nu også i MTB-O 14:04 17-10-2007   
I weekenden blev de første danske mesterskaber i Mountainbikeorientering – MTB-O – afholdt i Rold Skov og det var tæt på ultimativ debut for Faaborg OK Eliteteam.

MTB-grenen af orienteringssporten er under opbygning og det danske landshold viste i år stor international klasse ved både EM og VM med flere medaljer af ædel karat. Der er ingen tvivl om at mange orienterere bliver inspireret af de gode resultater og i Faaborg OK Eliteteam har Erik Knudsen taget udfordringen op og har ”luretrænet” lidt hen over sensommeren, hvilket udmyntede sig i en sølvmedalje ved de første officielle danske mesterskaber i MTB-O i weekenden. Der er ingen tvivl om at Erik nyder godt af sine o-tekniske ressourser opsparet gennem sine næsten 20 år som orienteringsløber, på MTBen, fysikken er stadig under opbygning.
Erik havde måske ikke regnet med et helt så tæt opgør med verdensmesteren på sprintdistancen, Torbjørn Gasbjerg som vandt med sølle 1 sekund efter 2 timer 7 minutter og 43/44 sekunder i skoven. Mesterskabet måtte da også se to favoritter blive diskvalificeret pga. manglende klip idet Lasse Pedersen og Allan Jensen aldrig så post 14 som lå i et grønt område på en næsten ret linie mellem post 13 og 15.
Weekendens to afdelinger i MTB-O-cuppen (søndag blev der kørt mellemdistance i Ålum hvor Erik kørte en 3.-plads hjem, efter Lasse Pedersen og Allan Jensen) var årets sidste, så det bliver først fra næste år at Erik kommer til at køre om de attraktive landsholdspladser. Danmark er i øvrigt værter ved EM i MTB-O i 2009.