full news temp
DM-weekend på Møn 09:31 14-09-2007   
Sidste weekend løb vi DM-stafet og lang i Klinteskoven på Møn, og det endte med guld til familien Klingenberg i HD max 43 og sølv til 1.holdet i H21, mens Mikkel, Emma og Ita sørgede for hhv. sølv, sølv og bronze på den lange distance.

På stafetten var vi på forhånd blevet svækket af Christians afbud pga skader og Tue, der havde været syg hele ugen op til. Bjarne trådte dog uimponeret ind på 1.turen og løb et løb over alles forventning, da han skiftede som 2'er, 2½min efter Søllerød men foran både Farum og Tisvilde. Rigtig flot af Bjarne der dermed beviser at 1-2 løbeture om ugen kan gøre meget. Tue følte sig ok inden start, men allerede på de første poster kunne han mærke at der ikke var meget energi i kroppen efter en uge med flytning til Oslo og sygdom oveni. Et bom på 5'eren gjorde at Rune Olsen fra Tisvilde kom op, og selvom Tue prøvede at hænge på måtte han se Rune løbe fra ham uden at kunne gøre noget. Teknisk gik det dog fint resten af vejen, men i mål var han hele 4min efter Tisvilde Hegn og kun ½min foran Farum og Søllerød. Heldigvis var Mikkel stærk på sidste turen og lod aldrig Farum og Søllerød få kontakt. På publikumsposten havde han øget en lille smule, men med en rigtig god sidste runde kunne han løbe Faaborg sikkert ind til sølv, efter Tisvilde med Søllerød på 3.pladsen...Et tilfredsstillende resultat tingene taget i betragtning.
2.holdet med Erik, Kenneth og Simon blev nr.8, efter jævne præstationer, hvor Erik dog desværre havde mistet teten på 1.turen efter et forkert vejvalg på langstrækket
I HD max 43, gik Faaborg OK dog hele vejen og familien Klingenberg med Ita, Conor og Emma, vandt en suveræn sejr med næsten ½time. Stort tillykke til dem.

Søndag var der så Langdistance i samme skov men med stævneplads i den nordlige del af skoven. Her løb Mikkel en sølvmedalje hjem i H21 på den 15,2km lange kuperede bane, og var ganske tilfreds med sit løb, der dog havde været lidt svingende teknisk pga uoverensstemmelser mellem kort og terræn, men fysisk var gået rigtig godt. En god oprejsning for Mikkel på langdistancen, efter VM-testløbet først i august hvor kræfterne simpelthen slap op og det blev en kamp bare at komme igennem...
Mikkel var dog hele 9min efter suveræne Jamie Stevenson, der endnu en gang viste at formen er forrygende efter den flotte top 10 placering på VM-lang. Erik og Bjarne blev nr. 13 og 14, ca.25 min efter Jamie, mens Kenneth måtte sande at formen har set bedre tider.. Han kæmpede sig dog igennem og var i mål ganske rutineret 5sek under maxtiden på 2½ time. Tue valgte at stå over pga sygdom og fordi hans skrøbelige knæ havde gjort ondt til sidst på stafetten og mere efterfølgende. Det var de samme problemer der holdt ham ude hele foråret, så der var ingen grund til at presse dem yderligere...
I D16 blev Emma nr.2, 8min efter JWOC-løberen Ida Bobach, men med samme margin ned til nr.3. Ita blev i D14 nr.3..

Alt i alt blev det en god weekend for Faaborg OK med 5 medaljer, men dog ingen af guld. Det må vi lave om på næste gang!