full news temp
JFM Stafet og Lang 16:27 26-08-2007   
I weekenden d. 25.-26. august blev der afholdt jysk-fynske mesterskaber i stafet og langdistance og trods elite-toppens fravær pga. VM i Ukraine, gjorde Faaborg OK god figur - især juniorerne.

Stafetten
I klassen D/H 43 så det fra starten ellers ikke ud som om det var dagen hvor sejren skulle komme i hus. Ita Klingenberg havde en off-dag og satte over 10 minutter til på første tur. Lillebror Conor løb til gengæld dagens bedste tid på sin bane og hentede to pladser. Vi ved at Emma er feltets stærkeste løber når det gælder, men med næsten seks minutter op til OK Roskilde (der dog ikke var en trussel i forhold til det jysk-fynske mesterskab) så det svært ud med både Svendborg/OPI, FROS/Melfar og Ålborg foran. Ikke desto mindre hentede Emma de seks minutter og alle konkurrenter og ikke nok med det, hun kom i mål med over fire minutter ned til nr. to. Super løbet og en klar sejr til Faaborg OK.

Som beskrevet indledningsvis var seniorerne kraftigt beskåret i kraft af Mikkel, Tue og Christians deltagelse ved VM i Ukraine, hvilket betød at Erik og Bjarne Knudsen måtte hente assistance i old-boys-eliten og løb med Leif Knudsen på den kortere 2.-tur.
Erik lagde ud med et teknisk godt og stabilt løb og kom ind som nr. 3 (2 i jysk-fynsk-konkurrencen) kun 15 sek. efter Jeppe Borch fra Silkeborg OK. Et stort tidstab med Leif på andenturen gjorde dog at Bjarne startede ud med 11 og 4 min op til hhv. AKIF og St. Binderup - Silkeborg var uden for rækkevidde på dette tidspunkt. Men Bjarne løb et rigtig godt løb og hentede - nærmest på stregen St. Binderup og sikrede Faaborg OK en, omstændighederne taget i betragtning, fornuftig 3.-plads i JFM-konkurrencen.

Langdistance
Igen i dag var det Erik og Bjarne Knudsen der skulle forsvare Faaborg-farverne i H21. Det gjorde de med varierende held. Erik havde igen i dag et godt løb hvor fysikken var på plads, men han mister 4-5 min. i det tætte, og noget rodede terræn. Det rakte til en fornuftig 3.-plads, kun 3-4 min. efter landsholdsløberne Troels Nielsen (Horsens) og Jeppe Borch (Silkeborg OK). Bjarne havde på ingen måde dagen og kom, meget utilfreds med sit eget løb, ind ca. 15 min. efter Erik og tog 6.-pladsen.